Endnu et indlæg der er spundet over effektmålings temaet.
Udover de praktiske udfordringer i effektmålinger som kan være store nok, mener jeg også at der implicit ligger nogle antagelser som vi ikke ved hvorvidt de holder stik.
På mange måder er den evalueringstankegang, der ligger i målingerne fornuftig – vi har investeret nogle penge, og vil gerne vide hvad har vi fået ud af det. Eller måske rettere: vi vil gerne investere nogle penge for at opnå det og det – er det lykkedes?
Hvis vi tager det sidste først. Man opstiller en række effekter man gerne vil opnå og går målrettet efter det og måler på om det lykkedes. Det virker relativt ligetil. Den lugter tilmed lidt at projektledelse, kan det måles kan det styres. Men hvad med alt det man ikke måler på? Hvad med de negative konsekvenser, som man måske ikke fanger fordi man er så fokuseret på de effekter man har defineret. Eller hvad med de nye potentielle muligheder man overså fordi man fokuserede for meget på de planlagte effekter.
I forhold til den efterfølgende evaluering – kan man måle outcommet af fx et IT projekt? Hvis man spørger en økonom så ja, man sammenligner bare bundlinien før og nu. Men er det alt der kan måles eller gøres målbart? Og kan det gøres på en måde så det kan gøres indenfor rammerne af en evaluering?
Noget af det implicitte jeg mener at kunne spore bag ideen om fx effektevaluering er at man måler effekter af noget fx en teknologi eller en metode, der i sig selv besidder effekten. En næste kausal sammenhæng mellem fx en ny teknologi og så et outcome. Men jeg vil mene at en teknologi eller metode ikke i sig selv besidder nogle effekter, men det er den kontekst hvori og måden hvorpå teknologien bringes i anvendelse der kan skabe effekter. Herved bliver det ikke metoden eller teknologen i sig selv man evaluerer, men implementeringen og anvendelsen(og hermed en forklaring af titlen på denne blog) af metoden eller teknologien man evaluerer. I sundhedssektoren vil man derfor meget ofte skulle evaluere nogle meget kompliceret samspil mellem teknologi, organisation, mennesker, arbejdsopgaver med mere, og det kan være meget svært at opstille effektmål, der indfanger det samspil og som gør at man får målt på noget af det man rent faktisk gerne vil måle/evaluere på. Effektevaluering bliver ofte en reduktion af kompleksiteten. Dette kan nok ikke undgås men man må være sig bevidst om de ting man ikke får målt og evalueret.
Ikke at denne blog skal gøre sig i sladder, skandaler eller dybdeborende journalistik, og så alligevel. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke en relation mellem It Factory skandalen og et udbredt stykke software på de danske hospitaler. 
CVR.dk. 
skriver 
En gruppe fra University of Arizona har undersøgt forekomsten af bakterier på keyboards og sammenlignet med bakterier på toiletbrættet. Undersøgelsen har nogle foruroligende resultater, der viser at i mange tilfælde var keyboardet mere ”beskidt” (højere antal af bakterier) end toiletbrættet. Undersøgelsen er foretaget i traditionelle kontoromgivelser og ikke i hospitals miljøer. Kunne forestille mig at det var lidt mere rent på en kontor på hospitalet, da sundhedsfagligt personale oftere vasker hænder, men det kunne da være værd at undersøge.
sundhedsinformatik/Medical Informatics mødes. Den europæiske konference sker i samarbejde med European Federation for Medical Informatics, og den internationale udgave i samarbejde med I
den arbejder tæt sammen med den internationale gruppe der arbejder med teknologivurdering og kvalitetsudvikling i sundhedsIT
Jeg synes det er dejligt at der ikke udelukkende fokuseres på nye og smarte dimser, men at der også gives midler til at afprøve kendt teknologi i større målestok. Jeg kunne da godt se et par projekter for mig i hospitalssammenhæng, Fx indførelse af trådløs teknologi til at overføre opsamlede vitale vædier direkte i patientjournale, det sparer tid og mindsker risikoen for fejl (hvis teknologien er god nok vel at mærke) Mere og bedre talegenkendelse kunne også sparer en del tid. (Men det er jo håbløse uambitiøse forslag når man ser hvad der er derude af teknologi)
Så jeg finder det yderst fornuftigt og nødvendigt at der sættes midler af til at se på hvordan vi på bedst muligvis kan få bragt noget af al den teknolgi der allerede er derude i anvendelse. Hvad skal der til og hvilke forandringsprocesser kræver det. 
Det er dog lidt sværere når vi når til nogle af de aspekter der ligger mere midt i mellem det meget tekniske og det meget praksisnære - hvem ved så bedst og hvem burde vide bedst? Fx valg af hardware eller design af brugergrænseflade til en given situation eller et givent system. Her er det så at participatory design(PD) kan bruges. Men PD eller brugerdrevet udvikling handler ikke bare om at placere brugerne i en rundkreds og spørge brugerne hvad de vil have. Nej, PD er en gensidig lære proces. Brugerne forventes at indgå med viden om deres konkrete arbejdspraksis og udviklerne forventes at have et overblik og teknologisk muligheder og konkret erfaring med nogle af disse muligheder. For at brugerne kan indgå aktivt og reelt i en PD proces skal de opnå viden og kompetencer på forskellige områder, fx forståelse for de relevante strukturer der er i deres daglige arbejde, indsigt i visioner og mulige design forslag og ikke mindst konkrete erfaringer med det forslåede system. Udviklerne skal i processen have indblik i brugernes arbejde både det konkrete og strukturerne bag og ligeledes indblik og erfaringer med det fremtidige design. 
Sundheds IT bliver opfattet som et værktøj til at understøtte dokumentation og er derved ikke så farligt... Det er vel lige meget om man skriver med den ene eller den anden kuglepen. Men hvad hvis nu IT er mere end det, hvad hvis nu de forskeliige IT systemer er redskaber i behandlingen på ligefod med kanyler, skalpeller, strålekanoner, MR-scanner og medicin. Den slags bliver undersøgt og testet meget nøje inden det kommer i brug, men IT systemer, ja, dem bruger vi da bare.
Tænk, tænke hvem kunne have interesse i at lave et sådan...Var det ikke en opgave for SDSD. JEg tænker at et sådan overblik er en god forudsætning hvis man gerne vil skabe sammenhæng mellem alle disse systemer. 
Så er der åndelig føde til dem, der beskæftiger sig med sundheds informatik. Konferencen; 
epj-moduler står ofte kun for softwaren, måske også for integration og backup. Men det er sygehusene selv, der står for at anskaffe, opstille og vedligeholde hardware. Det gælder bærbare og stationære pc’er, men det gælder også de trådløse netværk, som mange systemer på de bærbare pc’er er afhængige af. Jeg har set maskiner placeret i vindueskarme, hvor man ikke kan se skærmen for lysindfaldet, eller maskiner placeret så lavt, at personalet får ondt i ryggen af at anvende dem. Så kan jeg godt forstå, at det med elektronisk patientjournal (epj) er rigtig træls.
slagsen. Men sikre evaluering altid et bedre resultat?
uhensigtsmæssigheder, der i sidste ende kan skade patienterne. Og alligevel har man ikke fundet det nødvendigt at lave standarder for det. Der er standarder for klinisk apparatur(1.7.1-3), men uanset hvor bredt jeg fortolker det kan jeg ikke se at kliniskIT kan passer under her, hverken hardware eller softwaremæssigt. 