IT på sygehuse kræver kulturændring også på sygehusene

En kommentar til et indlæg i DagensMedicin om at
"It på supersygehuse kræver kulturændring "

Jeg er i høj grad enig med Anton Therkildsen i at der skal ske en løbende ændring i kulturen. Hvad præcis en sådan kulturændring skal indebærer, er dog vanskeligere at gennemskue og give et bud på. Men jeg mener ikke kun det er sygehusene der skal ændre i kulturen. Hele sundhedsIT-sektoren, inklusive leverandørerne og regionerne, kunne have glæde af en kulturændring, hvilket jeg da også synes AT meget rigtigt ligger op til i slutningen af indlægget. En kulturændring som stiler mod større inddragelse af brugerne både i udviklings – og implementeringsarbejdet, større forståelse for selve det sundhedsfaglige arbejder og de vilkår det foregår under samt, som AT nævner, mere fokus på løbende tilpasning i processen. Det er nok i forbindelse med det sidste punkt at der er brug for, ikke kun en kulturændring, men en ændring i den måde man forstår og tilgår IT projekter og i sidste ende, hvordan man indgår kontrakter.

Behovet for løbende tilpasninger undervej i processen udspringer bl.a. af at sundhedsdomænet er så komplekst at man ikke kan forudsige hvordan brugere eller IT reagerer når det kommer ud i ”den virkelige verden” - i hænderne på brugerne. Man er nødt til, som minimum, at arbejde med en gensidig tilpasning af systemet, arbejdsgangene og procedurerne for at opnå de ønskede effekter af at IT understøtte sundhedsarbejdet. En proces som tager tid – lang tid og derfor ikke passer til rammerne i traditionelle projektstyringsmetoder og kontraktmodeller. Projekter er definerede ved at have et afgrænset tidsforløb, som helst ikke må vare mere end 2 år. Kontrakter baseres ofte på en kravspecifikation, der forudsætter at man kan forudsige hvordan et givent produkt skal fungere for at være effektivt i en bestemt situation, noget der gang på gang har vist sig at være rigtig svært. Desuden skal kontrakten, lige som projekter, gerne indfries inden for overskuelig tidsramme og ikke efter flere års gensidig tilpasning. En proces der måske resulterer i nogle ændrede krav til produktet.  

 

Sikkerhed i sundhedsvæsenet

Der er mange klager fra lægerne over at det tager megen tid at logge ind og ud i diverse IT systemer. Der skal huskes flere password og brugernavne til de forsekllige systemer og ikke mindst tager det tid og hindre flexibiliteten at man hele tiden skal logge ind i et nyt system. Umiddelbart må man tænke at det kan gøres smartere, fx skal jeg ikke længere åbne min bil med en nøgle, næ jeg har blot en chip i min lomme som gør at når jeg nærmer mig bilen lukker den op. Men det er måske ikke helt så lige til. Man hører ofte ordet sikkerhed - hvad nu hvis man taber sin chip, så kan alle og enhver logge ind og se fortrolige patientoplysninger? Det var også sikkerhedsspørgsmålet der satte en midlertidig stopper for e-journalen. Her var det så vidt jeg husker et sppørgsmål om at alle behandlere havde adgang til alle patienter også dem de ikke nødvendigvis havde behov for at se data på.

Sikkerhed er, og skal være et stor issue i sundhedsvæsenet og alle andre steder hvor der arbejdes med og opbevares persondata. Dertil kan man så undre sig at der stadig bruges store mængder af fax i sundhedsvæsenet, såvel som mange andre steder. Fx når en patient skal behandles på tværs af regionsgrænser, så vælger man at faxe journalen til det andet hospital. Fax er et meget usikkert kommunikationsmedie og det er meget let at opsore faxsignaler, men det er der ingen der stiller spørgsmålstegn ved.